Skip to main content

Prisportaler for Dyreklinikker

By 23. juni 2015september 15th, 2015Blog, Hund, Kat, Økonomi

Der findes efterhånden forskellige prisportaler, dvs. hjemmesider hvor man hver dag kan få tilbud på en ydelse eller varer fra 3 forskellige butikker/leverandører. Disse hjemmesider er også begyndt at henvende sig til kæledyrsejere med tilbud fra dyrlæger som f.eks. hjemmesiden myvet.dk og hentpriser.dk. For mig giver det ikke rigtig nogen mening, med mindre man udelukkende vurderer en dyrlægebehandling ud fra prisen, naturligvis.

Hvis nu du skal købe et tv, så finder du måske hvilken model det skal være og så kan du sammenligne priser fra forskellige butikker som sælger det samme tv med samme modelnummer. Pga. modelnummeret så ved man, at det er det samme produkt man køber uanset butikken og her kan prissammenligning bruges.

Men når man ønsker en ydelse, operation eller lign. på sit kæledyr så findes der altså ingen “modelnummer”. Du har ingen garanti for at det “produkt” du køber er det samme. Ønsker du f.eks. en kastration så skulle slutresultatet naturligvis gerne være det samme uanset hvilken dyrlæge du bruger. Men hvad sker der fra start til slut?

Med 3 forskellige priser fra 3 forskellige dyrlæger har du ingen information om deres faglighed, sikkerhed, den generelle håndtering af dyrene og den tillid og forståelse eller mangel på samme, som klinikkens sygeplejesker og dyrlæger har. De kan f.eks. være billige og dygtige rent fagligt, men hvad hvis de håndterer dyrene meget hårdt? Så får du måske en billig og god operation, men en hund som efterfølgende er skræmt fra vid og sans og som aldrig har lyst til at besøge denne eller andre dyrlæger igen.

Mit råd er at besøge dine dyrlæger i lokalområdet, og gør det inden der opstår noget akut. Hos langt de fleste dyrlæger må man meget gerne komme forbi uden at man skal ind til en konsultation eller købe noget. Man kan lige hilse på, få et indtryk af personalet og klinikkens generelle stand og man møder muligvis også en eller flere af dyrlægerne hvis de ikke har for travlt. Så får hunden lige en godbid og synes måske det at komme ind i venteværelset er meget hyggeligt. Dernæst tager man hjem igen og hunden har haft en god oplevelse og man har fået et indtryk af klinikken. Det kan man sagtens gøre med 2-3 klinikker og så har man en vurdering der efter min mening er meget mere værd end en tilbudspris.

Har du kat anbefaler jeg naturligvis ikke, at du slæber den med rundt til 3 forskellige klinikker. Så vil jeg bare tage rundt alene og tage en hyggelig snak med personalet.